Klaxons – helt ned i tempo

Det er altid værd at bemærke, når bands giver den hele armen i en eller anden retning. På Klaxons nye ep 'Landsmarks of Lunacy', der kan downloades gratis fra bandets hjemmeside, springer den britiske kvartet ud som det psykedeliske rockband, der lå og lurede mellem linjerne på 'Surfing the Void' fra sidste år. Det album var en blanding af noget tilgængeligt og noget lidt mere eksperimenterende og lød lidt som om, der var et kommercielt pladeselskab, der trak i én retning, og et nysgerrigt band der trak i et andet.

På 'Landmarks of Lunacy' er Klaxons fri af alle bånd. Ep'en betår af fem numre, hvor bandet gør, præcis som de vil. Og det de vil er så at spille 60'er-inspireret psykedelisk rockmusik i traditionen fra Pink Floyds to første plader. Tempoet er sat ned. Helt ned. Musikken er blidt vuggende og overraskende indbydende. Her er intet, der skærer eller skurrer i ørerne. Højst en overstyret guitar, der atmosfærisk svæver rundt i baggrunden som på den tilbagelænede ballade 'Marble Fields'.

Der er noget forsonende over de fem numre, der både indeholder fine, iørefaldende melodier og længere dvælende passager, hvor en stemning får lov at udvikle sig. Arrangementerne kan sagtens beskyldes for at være en anelse tandløse, men det er samtidig meget behageligt at lytte til. Det samlede indtryk af ep'en er derfor, at Klaxons fungerer fint som psykedelisk rockband. De er ikke verdens bedste inden for genren, men de er bestemt heller ikke verdens værste.