Ghostface Killah – rendyrket renæssance og rappende røverhistorier

Ghostface Killah har i den grad genfundet gløden og Wu-Tang-ånden i år, efter et par halvtamme album og sidste års lettere ligegyldige forsøg ud i r'n'b. Han er igen den sjove stodder, der hænger ud på gaden og med glimt i øjet fortæller rablende røverhistorier. Rapperens niende soloskive er spækket med obskure og originale ordspil, som spyttes ud over beskidte beats med grumsede grooves og saftige samples.

Det understreges fra start med 'Purified Thoughts', hvor tunge trommer, en slæbende bas, jamrende vokal-samples og breaks i beatet udgør en stemningsfuld bund til den dramatiske drug-rap. Det følges op af funky fender rhodes, psykedeliske klange og et blaxploitation-beat på 'Superstar', som afløses af den eklektiske 'Black Tequila', hvor Wu-lyden møder spaghetti western, mens Ghostface med gæster kaster om sig med latino-slang på den satiriske måde. Midtvejs går der Motown i den på '2getha Baby', hvor soulfyldte harmonier mødes med forvrængede synths, inden 'Street Bullies', 'Ghetto' og 'Troublemakers' som et trekløver af klassiske bangers drevet frem af effektive trommeloops, bastante basgange og soulede samples slutter seancen.

Undervejs er der også ujævnheder, hvor Ghostface trods sine fængslende fortællerevner svigtes af svage og slappe skabelons-produktioner og samtidig selv går en smule i selvsving. Og det er nærmest naturligt, når der nu ikke er noget nyt at hente her. Men intet nyt er godt nyt, når det drejer sig om Ghostface Killah og resten af Wu-Tang Clan, som så småt er i gang med en rendyrket renæssance af sig selv.