Alain Johannes – elegisk sigøjnerdystopi
Kunstner Alain Johannes |
Titel Spark |
Selskab Rekords Rekords/Ipecac |
|
Da Alain Johannes i 2008 mistede hustruen Natasha Shneider til kræften,
var det ikke blot et personligt tab, men også et for musikken. Parret
havde indtaget papforælder-rollen for det californiske stonerrock-miljø i
en grad, så Jesse Hughes på Eagles of Death Metal-singlen 'Wannabe in
L.A.' ligefrem besang dem.
Men den tro væbner for Chris Cornell, Queens of the Stone Age og Them
Crooked Vultures træder med 'Spark' nu ud af de tunge bandskygger og
folder solovingerne ud. Tonen er elegisk og instrumenteringen eksotisk.
Johannes synger og spiller på sine båndløse strengeinstrumenter –
hjemmebyggede cigarkasseguitarer, 'kontrabas-guitarer' og celloer – og
har tillige produceret og indspillet alt selv.
Hans vokal minder om et amalgam mellem de to Gutter Twins, Mark
Lanegan og Greg Dulli, og den minimale sigøjner-percussion med
tamburiner og kastagnetter som holdepunkt velsigner lyden med en unik og
organisk rytmesignatur. Alvorsstemningen anslås allerede på åbneren
'Endless Eyes', hvor Johannes katalyserer sin sindstilstand hudløst med
linjerne: »It's killing me that I must go on living / To fill this cup
of promise with meaning«.
Albummet er tydeligvis et smertensbarn og en kulmination på en
helingsproces men demonstrerer også, at smerte kan fungere som pottemuld
for stor skønhed. Samtidig demonstrerer Johannes med de
flamenco-flammende 'Make God Jealous' og 'Gentle Ghosts' fyrig
virtuositet på strengene. Trods albummets kortfattethed trættes man dog i
længden af visse af numrenes hændervridende og nådesløse
gravkammerpatos. Det er livsbekræftende, men dyster musik, som bør nydes
i afmålte doser.
Brugerne mener:
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop