Diplo – mislykket genforening

Hvis genretroldmanden Diplo bruger sit magiske håndelag på at samle alverdens dubstep, kan resultatet ikke blive andet end fantastisk. Det skulle man i hvert fald tro, hvis bagkataloget af dancehall, electro, hiphop og, ja, dubstep er nogen indikator. Albummet er dog ikke den basåbenbaring, man kunne have ønsket sig af stjerneproduceren.

Dubstep undviger elegant at lade sig definere. De mange undergenrer gør det umuligt at kortlægge scenen. På trods af Diplos tidligere succes med genrekrydsninger, falder hans compilation til jorden netop af den grund. Hver for sig er flere af numrene i særklasse, men blandingen af dem ender som en flad cocktail, primært fordi det er svært at forestille sig, hvem der skulle kunne få noget ud af samlingen som helhed. James Blakes indslag er fænomenale, men når Diplo og Borgores 'Sunset' er klemt ind imellem, bliver genrens forskellighed tydelig: Den fine, nuancerede dubstep spiller på helt andre strenge end den voldsomme, fremadstormende del af genren.

Pladen er derfor nærmere mislykket end decideret dårlig. Da dubstep i første omgang muterede, var det netop, fordi spændingen i genren blev for stor. Diplos forsøg på en genforening beviser blot, at genren forbliver lige ukontrollerbar. De fleste numre illustrerer, at præmissen fortsat fostrer spændende musik, og at økosystemet fungerer upåklageligt uden Diplos indblanding.