De Høje Hæle – karske og frejdige knallertpunkere

Som en herligt uprætentiøs knallertpunkudgave af Shu-Bi-Dua sparker De Høje Hæle debutantdøren ind med en slags foreløbig 'Best of' – finpudsede og gennemraffinerede leveringer af sange der hidtil har vekslet hænder i undergrunden på kasettebånd, CD-R og 7".

Trioen er velsignet med en uimodståelig, røvballet og ærkedansk charme. Hvad enten forsanger Magnus Knudsen karskt og frejdigt skråler om Gud, der spiller 'Røvguitar', kratluskeri ('Kære du'), en 'Senildement civilbetjent', overvågningssamfund ('Storebror'), 'U.F.O.'er eller noget så banalt som ikke at turde tage det første skridt overfor hende den flotte til festen ('Sige hej'), maler han et rød/hvidt stemningsbillede, der er mere enkelt og oprigtigt end nogen viralkampagne, VisitDenmarks unge svindlermor 'Karen26' ville kunne hive ud af kussen.

Skal vi aldrig videre? Jovist. Men gør lige dig selv den tjeneste at rive 36 minutter ud af kalenderen til dansk punks Forrest Gumps: Så dumme at de faktisk er snedige, og med lyrik så knuselskeligt naiv at den bør smelte selv de mest bundfrosne betonhjerter. Bedst af alt: De besidder den fornødne tekniske tightness til at servere umiddelbarheden med.

Albummet rummer i sin natur forsvindende få lavpunkter. Historien om civilbetjenten, der burde kvitte jobbet, er sammen med '9 gange i træk' eksempler på, når føromtalte lyrik kammer over i det lovligt pubertære og endimensionelle. Heldigvis er der et dusin andre fornemme bøllehymner, der opvejer dem.

»Jeg sagde: Hvis han ikke ku' lide De Høje Hæle, så ku' han da få et par flade«. Nemlig. En fjoget, men prunkløs og mesterlig kandidat til årets danske album.