Rock Hard Power Spray - hårdtpumpet, men stadig halvslap

Rock Hard Power Spray har altid lavet rock, som Michael Bay laver sommer-blockbusters: Store voldsomme armbevægelser, masser af bulder og brag, mere eller mindre kække oneliners og et hult tomrum i midten af det hele. Men på tredje album virker tomrummet større end tidligere, og hele deres hårdtpumpede univers er ufatteligt tæt på at implodere under vægten af testosteron og musikalsk gestikuleren.

Der er blevet skruet en del ned for de mere direkte stonerrock- og grunge-referencer i forhold til Odense-gruppens første to album, og i stedet er der kommet lidt mere støj og flere psykedeliske elementer ind i mikset, og det ekstra beskidte og småkaotiske lydunivers klæder dem egentligt ganske godt som supplement til deres, som altid, tårnhøje energiniveau.

Men kreativt og sangskrivningsmæssigt er albummet en skuffelse. Det virker som om, at al fokus har været på formen frem for indholdet, og på de fleste sange gentages de samme akkord-rundgange og  melodier til hudløshed, mens RHPS på bedste Velvet Underground-manér forsøger at bygge stemning op ved at tilføje forskellige lag af guitar-feedback og andre effekter. Og selv om der hist og her er en gnist af noget intenst og interessant, så har de simpelthen bare ikke nok gear at løbe igennem, til at det for alvor bryder den grundlæggende monotoni.

Helt galt går det på afslutningsnummeret 'Love Space', hvor de fire herrer kværner løs i det samme intetsigende fem-akkorders guitar-riff i knap otte minutter, hvilket er minimum fem minutter for langt og nærmere efterlader mig med en musikalsk halvfed end den stolt strittende rock-fallos, som Rock Hard Power Spray burde fremkalde.