Wild Nothing – arbejdsnarkoman i drømmeland

Man kender typen, der bare ikke kan holde nallerne i ro, og som må arbejde, når chancen byder sig. Arbejdsnarkomaner ville nogen kalde dem. Men om Jack Tatum, manden bag Wild Nothing-aliasset, rent faktisk er sådan én, er svært at sige. Faktum er dog, at han nu, efter at have smidt to udgivelser på gaden tidligere i år, heriblandt fuldlængdedebuten 'Gemini', udvider diskografien yderligere.

'Golden Haze', som ep'en er blevet betitlet, følger fint tråden fra debutalbummet. Sammenkoget af shoegaze og sfærisk indiepop vækker stadig minder om prominente 90'er-drømmebands som især Slowdive. Det står faktisk allerede klart efter åbnings- og titelnummeret, der byder på en simpel, men effektiv guitarfigur som bærende element i et utrolig betagende og behageligt univers, man kun kan lade sig forføre af. Et univers som bibeholdes på den efterfølgende 'Quiet Hours', der ligeledes er en succes grundet Tatums ukomplicerede, men overbevisende komposition.

De afsluttende numre, der tæller den solskinsberigende 'Asleep' samt den vokalmæssigt Panda Bear-lydende 'Vultures Like Lovers', holder også momentum. Det er nærmere ep'ens midte, der kunne være stærkere. Ingen sange falder dog igennem, og det betyder, at 'Golden Haze' bestemt er en mere end gennemsnitlig udgivelse, der problemfrit holder det høje bundniveau, Jack Tatum tidligere har lagt. Det vidner om, at vi her har fat i en fyr, der, arbejdsnarkoman eller ej, mestrer den befriende kunst at skrive gode sange uden for meget unødig fyld.