The War on Drugs – ud af Kurts skygge

Det er fristende at reducere The War on Drugs til 'bandet Kurt Vile engang spillede guitar i'. Det er der da også mange, der gør, men det er ikke fair. Med 'Future Weather' viser de, hvor meget de kan på egen hånd.

Når det er sagt, fornægter relationen til Kurt Vile sig ikke. The War on Drugs lyder meget som ham – og omvendt. 'Future Weather' har også rødder i den amerikanske folkrock-tradition, og gruppen behandler den på nogenlunde samme elegante og drømmende måde, som Vile er kendt for at gøre.

Den første rigtige sang på ep'en, 'Baby Missiles', er et fremragende eksempel. Og en fremragende sang i øvrigt. Med et bastant orgelriff og hårdtslående, monotont trommespil har den et ærkeamerikansk 'middle of the highway'-drive, mens forsangeren Adam Granduciel synger fuldstændig som Bruce Springsteen og kun lader sig afbryde af et par Bob Dylan-agtige mundharmonika-udbrud. Men selv om det hele består af klassiske elementer, lyder det friskt. Det hele flyder mere ud i tågede dagdrømme end vanligt for genren.

De seks resterende sange er mere afdæmpede men bevæger sig på samme drømmende måde rundt i den amerikanske folkrock-tradition. Der er masser af støvet americana, masser af gode guitarmelodier og masser af solid sangskrivning. Men det er altid gjort på samme drømmende måde. For The War on Drugs er 'Future Weather' et stort skridt ud af Kurt Viles skygge.