The Orb feat. David Gilmour – bedre hver for sig

Der er forskellige definitioner på, hvad 'featuring' betyder. Alt efter hvem man spørger, er David Gilmours tilstedeværelse på 'Metallic Spheres' resultatet af et traditionelt samarbejde eller blot brydstykker af en jamsession, hvor The Orbs Alex Paterson end ikke var til stede. Uanset forhistorien ser albummet dog nu dagens lys med David Gilmours navn på coveret.

'Metallic Side' og 'Spheres Side' deler albummets godt tre kvarter i to, men de to numre når gennem en imponerende mængde stemninger og sørger for godt med variation. Albummet største problem er dog, at størstedelen af musikken er facetter af harmløs chillout. Da Gilmour slog sig løs hos Pink Floyd, fungerede lydlandskaberne, netop fordi de abstrakte sekvenser arbejdede mod et større klimaks. På 'Metallic Spheres' er det svært at finde det klimaks.

Paradoksalt nok er albummet mest interessant, når The Orb og Gilmour skinner igennem hver for sig. 'The Wall' spøger i begyndelsen af 'Spheres Side', hvor guitarspillet synes at være én lang opbygning frem for blot en række loops. Når The Orb tør løsrive sig fra den tilbagelænede lyd og parre Gilmours polerede guitar med kantede rytmer, giver samarbejdet pludselig mening.

Størstedelen af albummet brænder dog aldrig igennem. David Gilmour og The Orb er hver for sig glimrende musikere, men kombinationen (eller manglen på samme) fænger ikke på 'Metallic Spheres'.