Blank Dogs

Man må give Mike Sniper, at han laver forbandet cool musik. For når han trækker Blank Dogs-kasketten ned i panden, er der dømt stilrent og kompromisløst nedskrællet soveværelses-lo-fi-pop med guitar, keyboard, trommemaskine og snøvlende sej stemmeføring, der simpelthen skriger på en blogbølge at ride på.

Ligesom på forgængeren ‘Under and Under’ kræver det lange negle at grave guldet frem på ‘Land and Fixed’, og hvis man ikke koncentrerer sig under gennemlytningen, flygter opmærksomheden hurtigt væk fra de 12 spartansk indrettede rum, der udgør albummet. Den asketiske tilgang til sangskrivning og eksekvering er både albummets force og akilleshæl.

Når blandingsforholdet er velafbalanceret, gribes man af det stramt fokuserede melodimageri og den ligeså kontrolfreaky dosering af akkompagnementet. Hvilket gør numre som åbneren ‘Goes by’, ‘Nothern Lights’, den livlige ‘Blurred Tonight’ og ‘Another Language’ til veloplagt popminimalisme.

Men monotonien lurer også bag hvert digitalt taktslag, og lidt for ofte må man nøjes med melodisk smalkost og substansløst lo-fi-udkras, hvor jagten på mindeværdige refræner hurtigt må indstilles. Og så sidder man tilbage med noget, der minder mere om en fattigmandsudgave af Bear in Heaven end den næste store blogstormer. Og det er ærgerligt, når nu Blank Dogs grundlæggende er i besiddelse af et helt særegne udtryk. Men lidt mere variation ville sandt for dyden ikke skade.