Kisses – chamerende, trods alt

Kisses er netop som et godt kys bør være: Charmerende, let pirrende, uhøjtideligt og fuld af gode vibrationer. Og så alligevel. For pludselig går det op for én, hvor Kisses' bløde læber tidligere har været, nemlig i hed elskov med gamle venner.

Okay, vi behøver ikke ride kysmetaforen længere. Den amerikanske duos debutalbum leverer en smittende opgang svensker-indiepop fyldt med disco- og balearic-undertoner. Og hvis det var det eneste album, man nogensinde havde hørt, ville det uden tvivl danne et perfekt soundtrack til en kærestetur i skoven, lige før sommer for alvor bliver til efterår.

Men nu har de fleste af os jo hørt mange album. Og mange af os har sikkert også hørt Jens Lekman, og så er det altså svært at abstrahere fra, hvor utrolig meget frontmand Jesse Kivel lyder som den sjælfyldte, svenske crooner. Når sangenes tilbagelænede og halvmelankolske feel også minder om Lekman, så er det, at man trækker læberne til sig.

Kisses fortjener dog en chance til. For svensk inspiration eller ej, så er albummet virkelig charmerende. Og det er ikke ren pastiche det hele. 'People Can Do the Most Amazing Things' ridser i poplakken med en let skrattende, forvrænget guitar, der giver et fedt drive og modspil til de gyngende keyboards. Her glemmer kæresteparret Kivel og Zinzi Edmundson fortiden og gør sig klar til nye kys. Fuldt fortjent.