Squarepusher – anstrengende 80'er-fræs

Thomas Jenkinson forklarer selv, at han på sit seneste album har blødt Squarepusher-aliasset op ved at invitere en række 'kids' med om bord, simpelthen fordi de var så vedholdende. Når man lytter til de nye numre, spørger man dog sig selv, om han ikke skulle have holdt sig til 'én mand, én computer'-mantraet.

Væk er de udfordrende rytmer og eksperimenterende strukturer. I stedet er albummet fyldt med vocoder, auto-tune, akustiske guitarer og en tyk sovs af 80'er-fuzz. En mere strømlinet lyd skal ikke undervurderes. Hvis den skal kunne fungere, er der dog bare visse ting, der skal være på plads. Det er de ikke her.

'Endless Night' illustrerer glimrende, hvor albummet halter. Starten er både funky og fængende, ind til den allestedsnærværende fuzzguitar kommer tilbage i lydbilledet og tonser gennem resten af nummeret. Den lyd mister hurtigt sin charme og bliver til sidst decideret anstrengende at lytte til. Når den desuden kombineres med prog og barok på 'Maximum Planck' eller en totalt ligegyldig solo på 'Megazine', kniber det med tålmodigheden.

Lyspunkterne 'Cryptic Motion' og 'Into the Blue' lyder forfriskende, netop fordi de bruger den tykke fuzz med måde eller helt dropper den. Det hjælper dog ikke meget på helhedsindtrykket. Man kan kun krydse fingre for, at Squarepusher næste gang dropper de entusiastiske unger og vender tilbage til den lyd, der sikrede ham legendestatus på den elektroniske scene.