Chimes & Bells – ingen slinger i klokkeværket

Med en spilletid på under 40 minutter ser Chimes & Bells' længeventede debutalbum på papiret ikke ud af meget. Men der er intet at være bekymret for, og nye lyttere kan sagtens stå på her, hvor de spartanske stemninger fra ep'en 'Into Pieces of Wood' er vokset ud af børnetøjet til en dystert rockende og stærkt klædelig kammerpop.

For endelig lyder Chimes & Bells som det afsindigt velspillende band, de nu engang er. Cæcilie Triers veleksponerede cello må ofte vige pladsen for tangenterne, men det gør den blot mere virkningsfuld, når den endelig træder frem. Det er forfriskende og vækker minder om et band som Cocteau Twins med den drømmende, men stadig konsekvente guitar tilsat diskret effektive trommer. Bandet bevæger sig med en ballerinas elegance i krydsfeltet mellem lethed og tyngde, og numre som 'Reasons', 'Do the Right' og Kim Las-coveret 'Kranen' er ren og skær perfektion. Musikken danser ubesværet fra kælderdyb melankoli til små, himmelske forløsninger, som for eksempel to minutter og 14 sekunder inde i den smukke 'This Far', og resultatet er meget vellykket.

Flere numre vil vække genkendelsens glæde hos gruppens fans, hvilket blot er en fjer i hatten til Trier for at skrive sange, der bider sig fast. 'Chimes & Bells' er i hvert fald en stærk debut, hvor det ikke lykkes enkelte svage momenter at lægge bånd på et band, vi skal være stolte af.