The Bear Quartet – intet behov for at gå i hi

Det ville være synd at beskylde den svenske artrock-kvintet (ja, det er de på trods af navnet) for at lege 'bjørnen sover'. For her blot et år efter den glimrende '89' er de atter klar med kuld skæve rocksange på deres 15. studiealbum 'Monty Python'. Her er dog intet at skraldgrine over, da The Bear Quartet på vanlig vis har en gennemseriøs og (selv)højtidelig tilgang til deres kompositioner – her ment i den absolut mest positive forstand.

Albummet stikker umiddelbart i flere retninger end sin forgænger, men de enkelte sange er af høj kvalitet. Kvintetten disker atter op med sirligt legende guitarer og opfindsomme perkussive indslag, mens sanger Mathias Alkbergs raspende stemme er i konstant fare for at knække over, alt imens han fortsat beriger os med sine sortsynede tekster, der rækker et godt stykke ud over den vanlige hjerte/smerte-lingo, man så ofte må lægge ører til.

Selv om det er svært at fremhæve nogen numre frem for andre, må det næsten 12 minutter lange højdepunkt 'Dogs' fremhæves. Den starter som en langsom sag med et krautrocket touch, bevæger sig over et legende midterstykke (der sågar involverer en trommesolo – ja sgu!), for at ende med et buldrende fuzz-freak out.

Der er få passager undervejs, der er mindre pirrende, men de aldrende bamser har intet behov for at gå i hi endnu, for med 'Monty Python' har de begået et af karrierens højdepunkter.