Obstacles

Bandnavn og albumtitel er begge velvalgte, når de fire københavnske mathrock-musketerer i Obstacles barsler med debuten ‘Dividual’. Deres lyd er, trods den traditionelle guitar/bas/keys/trommer-besætning, en musikalsk forhindringsbane spækket med spastiske temposkift, snirklede melodipassager og regulær troldkunst på instrumenterne. Man skal som lytter være omstillingsparat og fleksibel som kviksølv for at følge med i alle krumspringene, og det er stensikkert en kvalitet, som vil kløve rockpublikummet i to.

Det er, energien og rastløsheden til trods, nærmest antitesen til punk: Højpandet og indspist. Og kvartetten gør med deres konfrontatoriske crashtests kun få ansatser til at charmere og omvende nybegyndere. Albummet er således vokalløst frem til lukkeren ‘Locomotive’, der gæstes af Henrik W. Hald, normalt forsanger i Trust og Rising.

Men inde bag et filtret tornekrat dunker et melodisk guldhjerte, der glimtvis skinner igennem buskadset af indviklet instrumentpraleri. Det kommer til sin ret på eksempelvis ‘Das Unbehagen in der Kultur’, hvor tempoet sænkes, og firkløverets hektiske univers nærmest ommøbleres til knugende postrock, og i den abrupte, men støt groovende ‘Hoaxenhagen, This City Is Still a Desert’.

Andetsteds er ‘Dividual’ mere ‘mathrock by the numbers’, men tungt, stramt og velspillet. Det er faktisk den vægtigste kritik, man kan rette mod Obstacles: Når de kan deres kriblekryds, knuder og kollisioner til fingerspidserne, som til fulde demonstreret på denne udmærkede debut, hvorfor så ikke allerede nu tage skridtet videre og udfordre genrens dogmer lidt?