No Age – uforglemmeligheder vs. ligegyldigheder

Vil du i gang med No Age? Godt! Snup åbneren 'Life Prowler' og den efterfølgende single 'Glitter' som appetizer. L.A.-duoens punk/shoegaze-hybrid har aldrig været mere lettilgængelig og instant-crush-indgydende. Sangene balancerer fornemt mellem videreforvaltning af bandets karakteristisk krasse støj-overfald og at mindske fjendtligheden. Melodierne er røget i knivskarpt fokus, og det klæder Dean Spunt og Randy Randall forrygende godt. Det er som at høre et par fortabte sønner, der kommer hjem igen efter i årevis stædigt at have forsøgt sig i et misforstået gebet. Og fandeme om ikke et halvt album passerer sådan, med rene uforglemmeligheder.

Men filmen knækker desværre midtvejs. Fra 'Katerpillar' og fremefter er albummet inficeret af fyldstof. Hvis problemet bare var, at netop det nummer sammen med de åndsbeslægtede 'Dusted' og 'Positive Amputation' er ligegyldige designerlydflader og ambient-tapeter, var kamelen slugbar. De reelle sange, der putter sig derimellem, fungerer bare heller ikke rigtigt. 'Sorts' punkterer, før det rigtigt kommer i gang, mens 'Valley Hump Crash' i rollen som skivens fyldigste nummer bare er trættende langt.

Hvis helheden kunne opretholde det niveau, som første halvdel etablerer, havde albummet soleklart kandideret til årets allerbedste, intet mindre. Nu nøjes det med at være et udmærket værk, som bestemt ikke pletter cv'et, men som måske heller ikke katapulterer makkerparret ud over rampen, som intentionen sikkert er. Lukkeren 'Chem Trails' redder på falderebet æren, som værende det hidtil mest sublime popnummer fra No Ages hånd. De fortjener at blive husket for sådanne stunder.