El Guincho

Blæksprutten på coveret må gemme sig i det mørke dyb, men det eksotiske kuriosum, vi her har mellem hænderne, lyder mere som solskin, karneval og drinks i sjove farver døgnet rundt. Med ‘Alegranza!’ fra 2008, gik der et buzz omkring El Guincho, der må siges at tilhøre en ny type musikere, hvis agenda kan synes temmelig svær at sætte sin tykke finger på.

I en vis forstand giver det mening at kalde det elektronisk musik, eftersom Pablo Diaz-Reixa bruger samples og trommemaskiner og skaber et miskmask, som kunne være skabt hvor som helst i verden. Og så alligevel. Pærevællingen er beslægtet med afrikansk high life og afrobeat og tropicalia fra Sydamerika og Caribien for nu blot tage fat et sted. Spanien er her port mellem Afrika og Europa, ligesom det vel er overflødigt at pege på landets kobling til Sydamerika.

Midt imellem staccato-rytmer og et ofte heftigt tempo er det let at blive forpustet, og på ‘Pop Negro’ har El Guincho en tendens til at lade den, ganske vist, genuine opskrift køre i den samme rille. Man gør klogt i at nyde det i doser. Men vis mig en, der ikke bliver charmet omkuld af de to glædesbomber ‘Bombay’ og ‘Novias’, som åbner dette spraglede album, og jeg vil tilråde, at puls og kemisk balance i vedkommendes hjerne undersøges grundigt.