Volbeat – lidt for hurtigt, lidt for tyndt

Kunstner Volbeat	Titel Beyond Hell/Above Heaven
Selskab EMI	Hent albummet:

Allerede? Det var ærligt talt min første tanke, da nyheden om endnu et Volbeat-album kom mig for øre. Det er ikke mange bands i denne tidsalder, der formår at udgive fire plader på næsten præcis fem år. Men set fra et markedsperspektiv giver det selvfølgelig god mening med endnu en skive. Volbeat er brandvarme i udlandet, og gryden skal holdes i kog.

Men for os, der har fulgt Volbeat tæt siden demo-dagene, kunne man måske godt have tænkt sig, at de havde taget sig lidt bedre tid, før de skød det fjerde opus af sted. For selv om 'Beyond Hell/Above Heaven' bestemt ikke er en dårlig plade, så rammer den bare ikke så hårdt eller dybt som de foregående. Det skyldes nok først og fremmest, at deja-vu-fornemmelsen simpelthen er for gennemtrængende.

Selvfølgelig skal man ikke forvente, at Volbeat pludselig kaster sig ud i 13 minutter lange progjazz-eksperimenter, men der er for mange riff, melodier og passager, der simpelthen er så typisk og generisk Volbeat, at jeg ærligt talt har svært ved at huske noget specifikt ved dem, sekundet efter de er klinget af.

Den mesterlige evne, som Michael Poulsen hidtil har haft til at overraske og innovere gennem små udvidelser af Volbeat-universet, er bare ikke rigtigt til stede denne gang. Det eneste sted, hvor jeg blev genuint overrasket, var 'A New Day', der med et fantastisk, kantet signatur-riff og klar inspiration fra Ennio Morricones klassiske spaghettiwestern-temaer står som den absolut stærkeste skæring på et lettere behagesygt album, der kun i momenter minder en om, hvor fantastisk et band Volbeat rent faktisk er.