The William Blakes – mere gennemarbejdet men mindre godt

Kunstner The William Blakes	Titel The Way of the Warrior
Selskab Speed of Sound/A:larm	Hent albummet:

'Ja'-hatten på og så et par overnatninger i et svensk studie. Hurtigt ind og hurtigt ud. Det har stort set været succesopskriften for The William Blakes indtil nu. På deres tredje album på bare tre år har d'herrer igen været hinsidan, men denne gang har de ikke haft ligeså meget ild i røven som tidligere, og resultatet er mere gennemtænkt og gennemarbejdet. Men det er ikke blevet bedre af den grund – tværtimod.

Debutalbummet blev opkaldt efter Wayne Coyne fra The Flaming Lips – tredje tur i indiekarussellen med Kristian Leth & co. kunne have heddet Simon Le Bon eller Mark Hollis, for lydtapetet er malet i 80'er-farver, med hvad der dertil hører af keyboard, flerstemmig fællessang og popsange inspireret af Duran Duran og Talk Talk. Flere af de nye numre ville passe fint ind i et af de hedengangne Hans Otto Bisgaard-shows i fjerneren fredag aften – og det er ikke et frisk pust, snarere dårlig ånde.

Titelnummeret klinger af Kate Bushs 'Hounds of Love', der er guitargejl a la Genesis på 'Dark Hand', mens 'Mountains and Valleys' og 'Come Closer' med deres tidløse og melodiøse umiddelbarhed lyder mere som The William Blakes-classic, uden den lidt bedagede og bagstræberiske lyd som Kent-produceren Joshua står bag. Med ham har bandet taget et skridt i en elektronisk retning, uden at det dog er helt så radikalt som hos deres svenske kolleger.

Den danske kvartet er tydeligvis blevet mere strømlinede og sikre på sig selv, men deres musik blevet mindre farlig og mindre fascinerende. Forhåbentlig kommer de snart tilbage til fremtiden.