Blonde Redhead – den stille død

Det er aldrig rart at slagte en hellig ko. Men med deres ottende studiealbum er Blonde Redhead selv ude om det. For hvor artpop-trioen med tiden har udviklet en blidere, mere cinematisk og elektronisk lyd, så har de nu taget skridtet fuldt ud og blevet endog meget afdæmpede. Og det sker med blandet succes.

'Penny Sparkle' er bestemt ikke noget dårligt album. Der er overjordisk skønhed på numre som den rygradsrislende 'Everything Is Wrong' og den begsorte 'Black Guitar', der er noget af det smukkeste, de tre kosmopolitter nogensinde har skabt sammen. For Blonde Redhead kan med største lethed bringe sin lytter i knæ, selv om lydbilledet er tyst. Men flere steder knækker den spinkle tråd, og anonymiteten lurer i kulissen. For med et bagkatalog så særpræget og unikt gør det ondt at høre, hvor søvndyssende ligegyldige bandet kan lyde på 'Oslo' og især 'Will There Be Stars'.

Det er Kazu Makinos karakteristisk pibende klagesang, der virkelig løfter albummet op og gør, at man føler sig for evigt fastholdt i den lillebitte sangerindes jerngreb. Alligevel er det som om, at der mangler noget. Magien er ikke forsvundet – men den kommer i langt mindre doser. Og den er slet ikke lige så banebrydende og fortryllende, som den var en gang.