Hurts

Der er mange, der ikke kan fordrage de 80’er-symptomatiske synthpop-grupper. Den tids svar på boybands, med hvad dertil hører af over-dressed unge mænd, lidt for lækkert hår og weltschmerz, så det halve kunne være nok. Men på den anden side er der også dem, der vælger at se ud over den kitschede overflade og værdsætte det – til tider – fantastiske pop-håndværk. Den britiske duo Hurts kommer højst sandsynligt til at inddele sine lyttere i netop disse to grupper.

Manchester-drengene Theo Hutchcraft og Adam Anderson revitaliserer nemlig i den grad 80’ernes elektroniske arena. Musikken er storslået og prangende og samtidig så mørk og melankolsk, at grupper som Tears For Fears og Ultravox samt New Romantics-scenen er umulige ikke at referere til. Sidstnævntes fokus på mode sideløbende med musikken passer perfekt på Hurts’ stiliserede look, og man kan så spørge sig selv, om det hele er form over indhold?

Svaret må være en blanding. Singlerne ‘Better Than Love’ og ‘Wonderful Life’ er begge eksempler på fremragende håndværk, men niveauet på ‘Happiness’ har desværre svært ved at følge trop. Så mens balladen ‘Stay’ er tiltalende i sin storstilede enkelthed, bliver den orkestrale weltschmerz, de altid skarpslebne synth-stykker og Hutchcrafts patos-fyldte vokal ganske ensformigt i længden.

I stil med 80’ernes synthpop-legender har Hurts smækket et par mega-hits på gaden sammen med et middelmådigt album, og fremtiden må derfor vise, om Hurts bliver mere end en midlertidig, om end hæderlig og pletvis fortrinlig, revitalisering af fortidens dyder.