Pede Gøbb

Den danske hiphopscene må være verdensmester i selviscenesættende og selvironisk rap. Jeg mener, hvor ofte har vi ikke hørt sangen om den tilrøgede outsider, halvflade original eller helt igennem lalleglade ordjonglør? Mindst et par gange (eller hundrede) siden MC Einar gjorde tonen til danske rimsmedes foretrukne fortolkning af rappen, ikke?$0 $0 Men nu om dage kræver det altså mere end karisma og komiske punchlines at køre stilen hjem. Og selv om Pede Gøbb besidder rigeligt af begge dele, undgår han ikke at falde i førnævnte fælde i sit forsøg på at fremstå som den fallerede rendestenspoet, som ingen helt forstår.$0 $0 Der er ikke meget at udsætte på hverken underholdningsværdien eller det grundlæggende håndværk. Rappen flyder fortrinligt, og rimene sidder stramt, mens de livlige og legesyge beats rammer både stilen og stemningen uhyre præcist med sin brug af bluesede banjoer, fornøjelige fløjter, klimprende klaver og sprøde samples.$0 $0 Men den galgenhumoristiske rap krydser alt for ofte grænsen til det gammelkendte, gennemsnitlige og gøglede. Der savnes simpelthen større udsyn og mere nærvær ud over egen næsetip. Som eksempelvis den glimrende ‘En bitter vals’, hvor Pede Gøbb i glimt viser, at han sagtens kan skelne mellem selvrealisering og selviscenesættelse.