Eric Gadd – soul uden saft

Kunstner Eric Gadd	Titel Rise Up
Selskab Copenhagen	Hent albummet:

Det er en vaskeægte soultitel, Eric Gadd har forsynet sit nye album med. 'Rise Up' klinger af både stolthed, passion og hævede knytnæver, og den bringer mindelser om genrens storhedstid i 60'erne og 70'erne, hvor soul både gnistrede og groovede, og hvor dens som regel sorte udøvere og kernelyttere for alvor havde noget på spil.

Sådan forholder det sig ikke just med den svenske veteran, som snarere gør sig i skræddersyet elegance og disciplineret vellyd. Falsetstemmen og de smækre arrangementer sidder i skabet som hos det åbenlyse forbillede Prince. Men det er en Prince uden hverken den saftige sex eller den lillaklædte ekstravagance, og der er ikke meget andet end glatte og fnugfri lydbilleder til pæne parmiddage at komme efter på 'Rise Up'. På den to år gamle forgænger sang Eric Gadd for en gangs skyld på modersmålet, og det fik en mere personlig stemme frem i sangene, men denne gang er sproget atter engelsk.

Det er alt sammen dygtigt udført, og sange som 'Farewell, Michelle' og 'Why Did You Kill Me' er ganske veloplagte popøjeblikke. Men man bliver sjældent rørt af Eric Gadds luksussoul, der lyder mere af stivede pressefolder og håndsyede sko end af de vidnesbyrd om levet liv og kvæstet kærlighed, den bedste soul som regel er rundet af. Det gælder også 'Rise Up', der trods sin opsætsige titel sidder mageligt i sin designerstol.