Naja Rosa

Fra mor Anisette og far Thomas har hun ikke blot efternavnet Koppel. Hun har også arvet sin fars sans for at skrive melodier og sin mors store stemme. Tilmed er hun selvskrevet en plads som korsanger i forældrenes band, The Savage Rose, og hendes debut får sikkert markant mere medieopmærksomhed end andre debuterende sangerinders. Nepotisme vil nogen mene. Nedarvet musikalitet kunne det også kaldes. For vel er hun medlem af en familie, der har betydet meget for dansk musik i generationer, men at hun udgiver sin musik uden efternavn er sigende. Hun hverken er eller vil være spin-off af sin familie. Men hun har en tung arv at løfte.
 
Selv om Naja Rosas klang er mere soulet end forældrenes, er det alligevel til at høre, at hendes musikalske fundament er solidt støbt i The Savage Rose. Det band Naja er opvokset med, sang kor i for første gang som syv-årig og som voksen har turneret med og skrevet sange til. Måske fordi albummet er en hyldest til 60’ernes og 70’ernes soul og rock, som forældrene var med til at forme på dansk grund.
 
Utvivlsomt er det, at Naja Rosas selvbetitlede debutalbum er udpræget retrospektivt. Skal man klandre hende for noget, må det være, at hun genbruger lidt for meget, i musik såvel som i sangtitler som ‘Fly Away’ og ‘Fallin”. Sangene og instrumenteringen er bygget op efter samme gamle grundbog, som inspirationskilderne brugte for 40-50 år siden. Var hun ikke så forbandet god til at skrive sange, så det samme gamle lyder skinnende og nyt igen, kunne det let blive fortærsket. Godt gedigent håndværk og stor musikalsk forståelse både i sangskrivningen og i bandets såvel som Najas dygtige udførelse sørger dog for, at det ikke går så vidt. Tværtimod løfter Naja Rosa både arv og soulmusik anno 2010.

Naja Rosa. 'Naja Rosa'. Album. Zewski/EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af