Sky Larkin – ensformigt energifræs

Guitarfræs og trommeudskejelser tilføjet flabet girl power – og det i massevis. Cirka sådan var formlen på ‘The Golden Spike’, Sky Larkins debutalbum fra sidste år. Og var det netop den opskrift, der slog benene væk under én, så frygt ej, tempoet og kækheden er i den grad intakt på Leeds-trioens seneste energiudladning.

Man skal faktisk ikke længere end syv sekunder ind i albummets åbningsnummer, førstesinglen ‘Still Windmills’, før en flænsende guitarfigur skærer igennem og atter syv sekunder efter suppleres af sangerinden Katie Harkins selvfede ord: »I know there’s potential«. Og så er stilen ligesom lagt.

Det er altså ikke en mangel på frække rockørehængere, der præger albummet – tværtimod vælter ‘Kaleide’ i netop den slags. Hitpotentialet kan høres lige fra den pulserende ‘Landlocked’ til den mere metalklingende ‘Spooktacular’. Og det er både albummets force og svaghed. Opskriften på størstedelen af numrene er den febrilske rytmesektion, de lynhurtige guitarriffs samt en dundrende basgang, og hvor de virkemidler som sådan fungerer fint enkeltvis, er det en anden sag i forhold til albummets helhed. Derfor er det en skam, at et af de få langsommere numre, ‘Anjelica Huston’ med dets skingre omkvæd, i højere grad virker kedeligt end som en kærkommen variation.

Med lidt større opfindsomhed kunne Sky Larkin gå hen og blive rigtig interessante, men for nu fremstår ‘Kaleide’ ikke som fyldestgørende men mere som et ensformigt energifræs.