PVT

De tre australiere Dave Miller og brødrene Richard og Laurence Pike har på deres tredje udspil kasseret Pivot-navnet til fordel for det kortere PVT. Musikalsk befinder trioen sig dog fortsat i krydsfeltet mellem tung og dyster synth-baseret electro og futuristisk postrock.

Der trækkes på en bred vifte af inspirationskilder fra krautrock over dyster 80’er-synth til knitrelydene fra nogle af bandets labelmates på det feterede engelske Warp-selskab. Vokalen får i denne omgang lov til at spille en langt større rolle end på gruppens tidligere udspil, og der er bestemt spændende momenter undervejs såsom det spraglede cut-up-titelnummer, hvis hypnotiske vokal undervejs monotont repeterer »In the church with no magic« for derefter at slå over i et pulserende bas-riff, hvilket resulterer i en god portion magi. Eller ‘Crimson Swan’ der begynder som et mareridtsmørkt Depeche Mode-track for at ende i et tonstungt, svimlende psykedelisk synth-inferno.

Højdepunkterne rokker dog ikke ved, at albummet ender som en lidt frustrerende affære, da PVT konsekvent stryger lytteren mod hårene, hvilket resulterer i, at man kan lede cirka lige så længe efter noget, der ligner hooks, som efter nålen i den notoriske høstak. Den evindelige insisteren på det eksperimenterende og på at være anti-pop ender desværre lidt for ofte med at sætte lytteren af i svinget, hvorefter PVT så kan køre sit eget bumpede soloridt.

PVT. 'Church With No Magic'. Album. Warp/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af