Tired Pony – flad fupcountry

Der er gået sport i at stykke supergrupper sammen.

Snow Patrol-frontmanden Gary Lightbody har ifølge manden selv fået country på hjernen og hiver med Tired Pony primært folk fra sit andet sideprojekt, indie-bigbandet The Reindeer Section, samt superproduceren Jacknife Lee og selveste Peter Buck fra R.E.M. med på hestevognen. Umiddelbart et skudsikkert 'posse' at ride ud med, men udfaldet er, d'herrers respektive cv'er in mente, lettere skuffende.

Det er langtfra country, det her. Det er snarere, forudsigeligt nok, umiskendeligt Snow Patrol'sk poprock, blot med slideguitarer, mandoliner og spillemandsfioler cirklende rundt øverst i den højtsvungne himmehvælving.

Hvad værre er, så aflurer også utrænede ører lynhurtigt skabelonen med tre-fire-akkorders rundgange påsmurt let fordøjelige refræner, som gennemsyrer albummets hovedpart. Det synes ikke, som om de ellers håndgangne revolvermænd har stresset synderligt i studiet for at skrive noget, som afviger fra den harmløse og snusfornuftige midterbane. Men i det mindste lyver indpakningen ikke: En træt lille vallak fremfor en badutspringende og potent vildhest.

Enkelte steder prikker gode melodier hul i den ellers pæne cellofanindpakning. Balladen 'The Deepest Ocean There Is' ville have klædt et af Ryan Adams' bedre album trods trofastheden mod førnævnte opskrift. Singlen 'Dead American Writers' er velvalgt på grund af sine guitarhooks, der gør deres job og hager sig uafrysteligt fast – tænk rygraden i Moonjams 'Bag de blå bjerge', bare sejere! 'Get On The Road' gæstes af Zooey Deschanel, som løfter nummeret betragteligt med sine vokalbidrag.

Det gør skiven hæderlig, men unægtelig stadig kedelig og langtfra supergruppe-prædikat-værdig.