Björk / Dirty Projectors

Hvalernes sang. Det kunne måske lyde som en fløjlsblød dokumentar fra National Geographic, men det er ikke desto mindre en præcis beskrivelse af det samarbejde mellem Dirty Projectors og Björk, som netop nu foreligger på denne ep.

Ideen opstod, da Stereogums Brandon Stosuy bad de to konstellationer om at samarbejde om en koncert i en boghandel i New York. Dirty Projectors kom på tanken om at lave en koncept-ep, hvor vokalerne skulle udgøre en polyfoni af hvalstemmer – et pudsigt påhit som dog når tørskoet i land takket være de musikalske personligheders sans for at dele sol og vind lige i et vekslende vemodigt og legesygt univers, hvor hvalerne boltrer sig i både blikstille hav og oprørte vande.

Bedst fungerer det, når Björk tager lead-vokalen, imens Dirty Projectors fint supplerer med temposkift under vandoverfladen og sværmende stemmer dybt fra hvalens bug. Især på ørehængeren ’On and Ever Onward’ og ’Sharing Orb’ går projektet op i en højere enhed, og man ser straks kystlinjen ved Mount Wittenberg på nethinden, mens man svømmer væk i en meditativ narkose af ejendommelig symfoni.

Hvis man inkluderer de respektive musikeres bagkataloger, er der måske ikke ligefrem tale om epokegørende nyt fra havoverfladen, men mindre kan også gøre det. Og når Björk med vanlig karisma synger »our backyard is the bay«, er man straks fristet til at tage svømmetag med den fantasifulde hvalfamilie.

Björk / Dirty Projectors. 'Mount Wittenberg Orca'. Ep. Egen udgivelse.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af