Big Boi – endelig ud af skyggen

Big Boi har egentlig altid været en spraglet og innovativ kunstner med masser af mod på at skubbe både hiphoppen og soulen ind i en ny og spændende fremtid. Mandens problem har dog været, at han overfor sin flamboyante og endnu mere grænsesøgende OutKast-makker André 3000 lidt har kunnet ligne en ganske traditionel og ordinær rapper.

Derfor under man også Big Boi den sejr, 'Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty' helt afgjort er. For Atlanta-rapperen holder på den ellers ganske vidtstrakte skive et aldeles højt niveau, og ambitionerne om for alvor at træde ud af Outkast-skyggen lykkes til fulde.

'Daddy Fat Sax' lægger for med stramt produceret, keyboard-belagt southern-rap, mens mere rå street-rap tilsat beskidt rockguitar på 'Tangerine' det næste øjeblik bliver til finjusteret og nonchalant macho-soul på 'Hustle Blood'. Man fornemmer, at vores hovedperson er ude på at bevise noget, og i virkeligheden er risikoen for ren ambitions-harakiri konstant lurende underneden. Men med en vanvittig energisk levering og en række imponerende helstøbte tracks, formår Big Boi og hans mange gæster (T.I., George Clinton og B.o.B for bare at nævne nogle få) alligevel at gabe over opgaven.

Sidste fjerdedel kan i lidt højere grad arkiveres under 'fyld', men med numre som det lyriske extravaganza 'General Patton', singlen 'Shutterbug' og den skrøbeligt smukke 'Be Still' med Janelle Monáe tilgives Big Boi hurtigt, og årets stærkeste mainstream hiphop-udspil kan derfor sagtens vise sig at lande i Atlanta.