Fol Chen – hurtigt glemt

Når jeg hører udtrykket 'bip-bip-musik' om elektronisk musik, opfatter jeg det som regel nedladende og ignorant. Elektronisk musik er vitterligt meget mere end sterile computerlyde. Ikke desto mindre er bip-bip-musik det første, jeg tænker, når jeg hører Fol Chen.

Det er kønsløst og lyder som om, gruppen blot har rodet med et basalt musikprogram og skruet og drejet lidt på det hele uden at have nogen som helst vision for, hvad de egentlig ville lave. Det gør pladen ekstremt kedelig at lytte til. Der er ganske vist også numre, der er næsten akustiske, men de formår heller ikke at skille sig ud, faktisk er de endnu mere anonyme og endnu hurtigere glemt end de elektroniske.

Albummet er ekstremt uorganiseret, og jeg har det store antal mennesker, der har været inde over frembringelsen af albummet, mistænkt for at være skyld i dette. Det gør det umuligt at høre, hvad Fol Chens projekt er. For mange kokke fordærver som bekendt maden, og det har aldrig været mere sandt end her.

Pladen kunne have været mere charmerende og lyde hen ad Stereo Total, mere fokuseret på at lave noget med de primitive elektroniske lyde a la Casiokids' retrolyd eller mere eksperimenterende og lyde som noget fra pladeselskabet Escho. Men den er ingen af delene. Det er blot, ja, bip-bip-musik.