Wolf Parade – desperat popfinesse

Det er fem år siden, det canadiske indieband Wolf Parade udgav deres meget roste debutalbum 'Apologies to the Queen Mary' med det perfekte åbningsnummer 'You Are a Runner and I Am My Father's Son'. Personligt blev jeg dengang blæst væk af bandets evne til at kombinere et desperat og skramlet udtryk med en perfekt popmelodi. Det lød som om, lortet var ved at falde sammen om ørerne på dem, men man kunne alligevel ikke lade være med at nynne med. Den evne til at binde et hektisk kludetæppe af forskellige lyde og mislyde sammen med en simpel popmelodi har bandet stadig intakt på deres tredje album 'Expo 86'.

Det begynder ellers en anelse tvivlsomt. 'Cloud Shadow on the Mountain' bærer præg af alt for meget guitarlir, der får nummeret til at lyde som et poppet frikvarter for metalbandet System of a Down. Den efterfølgende 'Palm Road' er bedre og mere Wolf Parade, som man kender dem. Her får de perfekt forvrængede guitarer følgeskab af diverse synth-baserede indfald. I samme familie befinder den iørefaldende 'Little Golden Age' sig. Lidt lækker synthesizer, lidt fræk guitar-distortion og en melodi der hurtigt sætter sig fast. Allergladest er jeg dog for den seks minutter lange 'Cave-o-sapien', der lukker og slukker for albummet. Her går råbekor, et The Strokes-agtigt vers og et fandens catchy omkvæd op i en højere enhed.