Mates of State – overflødigt coveralbum

Lad mig sige det, som det er: Fra første til sidste nummer er dette coveralbum kedeligt og ligegyldigt. Hvis du kender Mates of States lyd og nogle af originalversionerne – og det er der en vis sandsynlighed for, du gør, i og med Mates of State har valgt en række oplagte indiefavoritter (Belle & Sebastian, Nick Cave, Daniel Johnston, Vashti Bunyan med flere) som udgangspunkt – så vil du absolut intet interessant opleve i løbet af pladen.

Som det desværre ofte er tilfældet, når et band vælger at lave et helt album kun med covernumre, så lægger coverversionerne sig tæt op ad originalerne. Det eneste, der får sangene til at lyde anderledes end originalerne, er, at de er fremført med Mates of States elektroniske indiepop-lyd. Det er ikke ligefrem tegn på kreativitet, hverken i forhold til at udvikle deres eget eller originalernes udtryk.

At albummet sådan set lyder fint, skal altså ikke tilskrives Mates of State, så meget som det skal tilskrives originalkunstnerne. Men man skal være mere end almindeligt glad for Mates of State, hvis man skal finde nogen form for begejstring for dette album. Man kan ligeså godt høre Fleetwood Mac, hvis man vil høre 70'er-pop, og hvis man vil høre Tom Waits-sange, kan man med fordel sætte den følsomme growler på. Ligeledes er der masser af album at tage af, hvis man vil høre Mates of State. Dermed er 'Crushes (The Covers Mixtape)' komplet overflødig.