Here We Go Magic – et behageligt opgør

Der har været skrevet side op og side ned om Brooklyn-scenen, som har fostret utallige talentfulde bands til indiefolket med skovmandskjorte og et korrekt utrimmet fuldskæg. Men der skal snart tilføres nyt blod, inden den mister sin kraft, og mon ikke Here We Go Magic kan gå hen og blive dem, som leverer et nyt vigtigt bud på Brooklyn-lyden 2.0?

Med den smukt syngende Luke Temple i front tager Here We Go Magic et behageligt opgør med den noget fortærskede lo-fi-singer/songwriter-lyd og bevæger sig målrettet ind i et psykedelisk krautrock-inspireret univers. Her dyrkes simple repeterende elementer og ditto spillestil, som ved første gennemlytning kan virke oversimplificeret og fortænkt. Men efterhånden som de lyttende ører foretager et ubevidst fokusskifte, rettes opmærksomheden mod de små finesser og ændringer, og der skabes nye og varierede udtryk, hvorved numrene fremstår langt mere interessante. 'Hibernation', 'Collector' og 'Casual' er nogle af de bedste eksempler, mens 'One World United' med sit tonalt skæve tema er en noget atypisk, men yderst charmerende ørehænger.

Albummets akilleshæl finder man blandt de sidste numre, hvor der sker et mindre stilskifte i retning af Animal Collectives klangunivers med stammetrommer, skæv rytmik og mærkværdige klange. Det er ærgerligt og unødvendigt, når Here We Go Magic indtil da har bevist, at de netop lyder bedst, når de søger væk fra de mest gængse og benyttede virkemidler og i stedet definerer deres egen lyd.