Jack Johnson

De fleste kan nok tage sig selv i en gang imellem at dagdrømme om et mere kosmos-korrekt liv i vater med naturen. Sådan har Jack Johnson det også – men han gør noget ved det. Amerikanerens seneste skive er nemlig (ligesom forgængeren) indspillet i hans studier på hjemøen Hawaii og i Los Angeles, der begge er drevet af 100 % solenergi.

Men gode intentioner eller ej, så er den 35-årige øko-softrocker lidt af en musikalsk sovepude. Lidt ligesom de der typer, der har så fornuftige holdninger, diskret prædiker politisk korrekthed med en søvnig em af hellighed, og som er så flinke og engagerede, at man undrer sig over, hvornår de knækker sammen af indre ubalance. Ikke at det ikke er prisværdigt og alt det der. Men al den firkantede fornuft kan godt virke lidt kvælende på os andre dødelige.

Nu kommer vi selvfølgelig lidt langt væk fra substansen, men på den anden side er der ikke så meget nyt under sydhavssolen, hvis man tidligere har været i nærkontakt med et Jack Johnson-album. For her emmer det lækkert velfriserede semi-akustiske setup med frejdigt klimprende guitar, laidback vuggende klaver og en trommeslager, der aldrig rigtig slår sig løs, af uforpligtende feel good. Og forstå mig ret: Det kan man da også have brug for. Men derfor behøver da ikke være så hæmningsløst ufarligt. Snork.