Tue West – høflig poesibogs-pop

Kunstner Tue West	Titel Lige ved og næsten
Selskab EMI	Hent albummet:

'Stik mig en sandhed' lyder en af sangtitlerne på Tue Wests nye album. Og hvis jeg skal følge op på den opfordring, så hør lige her Tue: Du virker som en dygtig musiker og flink fyr, der snildt kan snedkerere et vellydende album sammen i dit hjemmestudie. Men der er noget ved din ligefremme poprock, der preller af på mig. Hvorfor det følgende derfor bliver nok endnu en anmeldersang om dine mangler.

Ikke fordi udgangspunktet ikke er sympatisk: Mundret poprock til folket med ambitioner om at beskrive velkendte følelser, som vi alle elsker og forbander. Hverdagsbetragtninger man kan spejle sig i, mens man traller med på det iørefaldende omkvæd. Den gode melodi som almenmenneskeligt oplysningsprojekt. Men desværre forløses visionen ikke i tilstrækkelig grad.

Det er der to grunde til. Dels er melodimaterialet simpelthen ikke stærkt nok, og for mange toner glider høfligt ind ad det ene øre og diskret ud ad det andet uden at sætte sig spor i undertegnedes bevidsthed. Også selv om hovedpersonens stemme meget klædeligt gnækker mindre stift og kantet end tidligere.

Og så er der teksterne, der ikke er så storslemme, som det ind i mellem har været tilfældet fra den kant. Alligevel er der for mange trættende klicher, underdanigt snøftende bekendelser uden bid og upræcise sproglige betragtninger som kærlighedserklæringen i 'Jeg vil danse': »Nu vi er sammen / Vil du så være med til at sprænge rammen«. Jeg mener: Hvem falder for den slags indstuderet poesibogs-pladder?