Deftones – tilbage til start
Kunstner Deftones |
Titel Diamond Eyes |
Selskab Warner |
Hent albummet:
 |
Det er nu snart halvandet år siden, at Deftones bassist Chi
Cheng røg i koma oven på en alvorlig trafikulykke. På det tidspunkt stod
gruppen foran udgivelsen af 'Eros', et album der efter sigende ville have
fortsat den eksperimenterende linje, som alt-metal-pionererne havde bevæget sig
ud af på 'Saturday Night Wrist'.
Nu står vi i stedet for med 'Diamond Eyes' i
hånden, første album uden Chi Cheng og et album hvor Deftones i høj grad har
droppet eksperimenterne og i stedet har søgt ind mod kernen i deres musikalske
univers. Stephen Carpenters monumentale guitar-riff er igen den rendyrkede
drivkraft i Deftones motorrum på en måde, som man ikke har hørt siden deres
første to album, og Chino Moreno leverer en væsentligt mere traditionel og fokuseret
vokalpræstation, end man har hørt fra ham i mange år.
Men der, hvor 'Diamond
Eyes' virkelig skinner, er, når Deftones formår at forædle de retrospektive
tendenser med al den erfaring, som de senere års soniske eksperimenter har
givet dem. Et nummer som førstesinglen 'Rocket Skates' er en noget nær perfekt
kombination af kantede trash-riff og dreampop-soundscapes, mens titelnummeret
formår at indkapsle stort set alt, hvad man elsker ved Deftones, i tre minutter og otte sekunders dionysisk ekstase.
'Diamond Eyes' er en udforskning af, hvad
Deftones er, hvad de var, og hvad de måske kan blive uden deres faldne
kammerat. Det er ikke noget spektakulært album, og det vil sikkert ikke vinde
mange nye fans, men for dem af os, der allerede er med på vognen, er det en
smuk reminder om, hvorfor vi forelskede os i første omgang.
Brugerne mener:
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop