Gogol Bordello – for få balalaikastrenge at spille på

Kunstner Gogol Bordello	Titel Trans-Continental Hustle
Selskab Sony	Hent albummet:

Efter at have lyttet til de første ti sekunder af Gogol Bordellos femte album 'Trans-Continental Hustle' kan ingen være i tvivl om, at de skrupskøre sigøjnerpunkere i newyorker-kollektivet elsker at spille musik og te sig tossede, men desværre er spilleglæden og tosserierne ikke nok til at hive kollektivets cirkusmuzak op over gennemsnittet. Pointen er ligesom sivet ind hos lytteren efter to numre, men det ensformige udtryk fortsætter mere eller mindre konstant igennem det meste af albummet.

Kollektivet har uheldigvis ikke rigtig flere balalaikastrenge at spille på, og samtlige 13 sange er skåret over samme trættende, let punkede og hysteriske 'glad-i-låget'-formel. Der er simpelthen for lidt variation og en konstant overhængende fare for violin- og harmonika-overload. Til tider føles det nærmest som at være tvangsindlagt til at lytte til en beskidt, baltisk slægtning til Lars Lilholt Band, og flere gange under gennemlytningerne ønskede jeg jubeltossen og frontmanden Eugene Hütz langt væk til Gulag i stedet for at have ham væltende ud af mine højtalere på denne anmassende måde.

Gogol Bordello er givetvis en fest at være til koncert med, men for denne anmelder slutter festen efter cirka ti minutter. Herefter føles de resterende 45 minutter som uendeligt lange tømmermænd, før stikket på balalaikaen endelig trækkes ud. 'Trans-Continental Hustle' ender desværre som en uinspireret og anstrengende affære, der hurtigt vil gå i glemmebogen.