Roky Erickson – sympatisk og værdigt comeback

I lyset af mentale problemer, som får Daniel Johnstons prøvelser til at synes undselige, og fortiden i 13th Floor Elevators, der grundlagde psychrock som genre tilbage i 1965, er det med forventningsfulde ører, at verden har ventet på Roky Ericksons første reelt nye album i 14 år, endda med ligeledes Austin-baserede Okkervil River som backingband.

Sangene har dog eksisteret i årevis som en flok demoer, indspillet af Erickson under fængselsophold og hos sin mor. Okkervil River-frontmand Will Sheff har så udvalgt 12 af disse som basis for albummet – og nogle af dem har tilmed fundet vej hertil i ubearbejdet form.

Kombinationen Erickson og Sheff & co. er desværre mindre interessant i virkeligheden end på papiret. Til tider lyder han som en ekstra-fordrukken udgave af Johnny Madsen i front for et – ganske velspillende – Big Fat Snake! Det er såmænd heller ikke så tosset, men man havde måske forventet sig mere end gedigen røvballerock med bedre-end-gennemsnitlig lyrik.

Især udstiller sange som 'Goodbye Sweet Dreams' og 'John Lawman', hvor hærget Ericksons stemme med tiden er blevet. Omvendt fungerer titelnummeret og en sag som 'Bring Back the Past' fremragende, mens albummets bedste momenter indtræffer, hvor de føromtalte råindspilninger har fået lov at leve deres eget liv uden så meget studiepilleri på åbningsnummeret 'Devotional Number One' og lukkeren 'God Is Everywhere', som begge lyrisk observerer kristendommen gennem smukke psykedeliske briller.

Et absolut sympatisk og værdigt comeback som blot ikke udfylder forventningernes kæmpesko helt ud.