Golden Triangle

Slinger i valsen kan sagtens være charmerende. Bare spørg ‘Brooklyn via Memphis’-bandet Golden Triangle, hvis flabede, rodebunke-æstetiske rock og kaotiske liveoptrædener har sendt dem på tour med åndsfæller som King Khan & the Shrines og Black Lips og ud i internettets blå på ryggen af blogosfærens mangehovedede hype-kreatur.

Debutalbummets sange byder på masser af rastløs, drævende ‘swagger’, oliepletter og en overskyggende fornemmelse af, at bandet trods tempoet tager tingene ganske afslappet. Referencerne flokkes for trænede rockører. De flerstemmigt harmonerende pigevokaler i front ekkoer af de lige aktuelle Dum Dum Girls eller måske The Pipettes i mere punket antræk. Imens rasler og rumler den rumklangsmudrede lydbund derudaf som The Cramps minus selvfølgelig salig Lux Interior og udvisker effektivt detaljerne, samt det faktum at bandet tæller hele seks medlemmer. At dømme efter lyden kunne de måske have nøjedes med at være tre.

Selv indædte hipstertyper må dog sande, at fernis ikke får huset til at hænge sammen alene. Bassisten Alix Brown har engang kærestet rundt med nu afdøde Jay Reatard, som måske kunne have undervist Golden Triangle lidt i fængende sangskrivning. Majoriteten af skæringerne er nemlig bare lidt for wabi-sabi-leddeløse: ‘Work in progress’ som dårligt modstår nærmere granskning.

Når Golden Triangle taber småkagerne, er de generiske som myriader af andre garagepunkede bands derude, men når de er bedst, er det fordi tandhjulene tilfældigvis kører lidt skævt på hinanden, som på ‘Neon Noose’, ‘Jellyroll’ og ‘Jinx’. Her skinner aparte akkordgange og indiskutabelt catchy og originale refræner igennem dyndet, og lyser vejen frem for bandet.