Katie Melua – varieret, men ujævnt

Kunstner Katie Melua	Titel The House
Selskab Dramatico/Bonnier Amigo	Hent albummet:

Georgisk/britiske Katie Melua har altid bevidst været 'middle-of-the-road', og det ændres der sådan set ikke på på hendes fjerde studiealbum 'The House'. Du bliver ikke udfordret, men det er heller ikke Meluas mission.

Hvis du kunne lide hendes hits 'The Closest Thing to Crazy' og 'Nine Million Bicycles' fra henholdsvis 2003 og 2005, så vil 'The House' sikkert også falde i din smag, omend der er forskelle fra tidligere. For på nogle numre sigter hun mere efter P3-segmentet end P4-segmentet, om man så må sige, og på eksempelvis 'God on the Drums, Devil on the Bass' forsøger hun at appellere mere til teenagedatteren end hendes mor. Nummeret er båret af trommer, der til tider lyder som olietønder i en fabrikshal, og bas. Dertil sættes synth samt en vokal der kommer markant mere på arbejde, end vi har hørt det før. På 'A Happy Place' er hun lidt ude i det samme. Nogle af sangene er altså blevet mere svulstige, hvilket dog i Meluas tilfælde ikke er en udpræget god ting, for som popdiva er hun ikke på højde med konkurrenterne.

Der er dog også masser af Katie Melua, som vi kender hende. Og det er her, hun er bedst. Hendes silkebløde stemme får lov til at være intim og smyge sig langs instrumenterne. 'No Fear of Heights' og 'The One I Love Is Gone' følger således den traditionelle Melua-opskrift. Her er den akustiske guitar det vigtigste instrument. Og når den understøttes af strygere, så rammer briten rent.