Love Is All – utæmmet livslyst

Velkommen til punk-pop-saxofon-a-gog-go! For når de svenske kærlighedskrigere inviterer til improviseret asfaltbal, er der garanti for hektisk trampende, hyperenergiske udladninger. Og selvom formlen allerede er velgennemprøvet på deres første to album, så holder Gøteborg-kvintetten fortsat dampen oppe på tredje langspiller.

Det tager cirka en hundrededel af et sekund, så sidder man veltilpas og vipper med på 'Bigger Bolder's heftige opkog af olmt ringlende The Strokes-riff, øretævende trommetæsk, Fredrik Erikssons ustyrlige saxofon-angreb og forsanger Josephine Olaussons evigt udskridende vokal (som en del uden tvivl vil finde hysterisk overgearet – jeg finder den svært charmerende). Ren indie-endorfin, simpelthen. Og så uddeles der oven i købet lignende lokkende fix på blandt andet 'Repetition', 'Early Warnings' og 'Kungen'.

Faren ved den nærmest permanente opkørthed er selvfølgelig, at overblikket mistes. Men imponerende nok virker Love Is All det meste af tiden til at have styr på skidtet. Og så har de endda overskud til at også at fyre lidt mere tålmodige sager som den ganske indtagende næsten-ballade 'Never Now' og den perlende 'Again, Again'.

Tilføjer 'Two Thousand and Ten Injuries' så nye nuancerer til paletten? Ikke rigtig og hen mod slutningen af albummet begynder utålmodigheden da også så småt at rumstere. Alligevel vil jeg ikke tøve med at anbefale Love Is All som soundtrack til sommerens dåsebajer-fester. For mage til utæmmet livslyst skal man stadig lede længe efter.