Bonnie 'Prince' Billy – ingen rygradsrislen

Lad mig starte med at krybe til korset. Will Oldham har under sit kønsforvirrede alias i årevis været et obligatorisk og fremragende soundtrack til min tilværelse. Men jeg er ved at ramme et mætningspunkt. For selvom man dårligt kan tillade sig at kalde det en kunstnerisk krise, når manden myreflittigt spytter nye album ud i en lind strøm, sjældent med over et års mellemrum, så rammer hans sange ikke så hårdt som tidligere.

Ikke at han ikke stadig har det: Åbningsnummeret 'Troublesome Houses' er med sine flossede nervetråde noget at det smukkeste, manden har begået i årevis. En bjergtagende melankolsk country-ballade der lyder som et gyldent outtake fra Neil Youngs legendariske 70'er-epoke, og som sætter forventningerne skyhøjt fra start.

Desværre følger Oldham det ikke ordentlig til dørs. For 'The Wonder Show of the World' er typisk for de seneste udgivelser fra hans hånd, i den forstand at det er tilbagelænet, stemningsfyldt og noget så hyggeligt. Og 'The Sounds Are Always Begging's dramatiske storytelling og den varmblodige 'That's What Our Love Is' kan da også snildt liste sig ind på søndags-playlisten. Men den knugende, rygradsrislende nødvendighed, der engang gjorde ham til kongen af alternativ country og fik alle følsomme ungersvende til (med vekslende held) at gro busket over- eller fuldskæg, glimrer overordnet ved sit fravær. Og her gør det til lejligheden indbudte, halvanonyme backingband The Cairo Gang så i øvrigt hverken fra eller til.