Serena Maneesh – dæmonisk støj og guddommelige melodier

Hvorfor virker nogle af verdens cooleste bands også som de mest dovne sjufter? De norske støjrockere kunne være rette vedkommende til at forklare sammenhængen, eftersom de først nu, et halvt årti siden albumdebuten, har snøvlet sig sammen til at følge op.

Ventetiden bør dog tilgives, når toeren betvinger velvillige øregange. Emil Nikolaisen og co. lægger ud med at skubbe os i en sugende sort instrumental shoegazer-afgrund på 'Ayisha Abyss'. Andetsteds stryges lytteren mere med hårene med et boheme-tilbagelænet flirtende stykke støj-erotik i form af 'Melody For Jaama', mens 'D.I.W.S.W.T.T.D.' lyder som en opspeedet og Picasso-kubistisk, dekonstrueret Burt Bacharach-sang fanget i et elektrisk stormvejr, og de to er ærlig talt mere fantastiske, end disse linjer kan yde retfærdighed.

'Honey Jinx' og 'Blow Yr Brains in the Morning Rain' er mere Serena-Maneesh, som vi kender dem fra tidligere, med dæmoniske spektakelmager-vers og guddommeligt forløsende engleomkvæd, men den gulvtam-buldrende krautrock-trommelyd er erstattet med mere præcise, polyrytmiske angreb.

'Reprobate!' er udover titlen næsten en ren genindspilning af 'Oxygen, Please!' – et nummer bandet tidligere har udgivet adskillige aftapninger af. Det er svært at høre, hvad der kvalificerer dette rerun, og sammen med en kun otte sange lang trackliste påminder det atter lytteren om den produktivitetsudfordrede rationering af råmaterialet og eroderer den samlede karakter en smule. Albummet er dog stadig et uimodståeligt forførerisk bekendtskab, som kun gør udsigten til måske at skulle vente med næste larme-orgasme til 2015 komplet ulidelig.