The National – en rejse ind i mørket
Kunstner The National |
Titel High Violet |
Selskab 4AD/Playground |
Hent albummet:
 |
Ifølge Matt Berninger – forsanger i The National – var udgangspunktet for deres femte langspiller at lave et sjovt popalbum. Enten mislykkedes missionen totalt, eller også har bandet Brooklyns sorteste humor, for melankolien er helt intakt på 'High Violet', hvad sangtitler som 'Terrible Love' og 'Sorrow' illustrerer meget godt.
Tilbage i 2007 udkom 'Boxer', der som en anden uppercut sendte The National helt op i superligaen af alternative rockbands med bred appel. Og med albummets succes i baghovedet er det ikke mærkeligt, at 'High Violet' fortsætter i samme rille. The National har aldrig lydt mere som sig selv, end de gør her, og bandets to største aktiver, Matt Berningers sorgfulde barytonstemme og Bryan Devendorfs iltre trommespil, står stadig helt centralt i lydbilledet, der endnu engang er kreeret i samarbejde med produceren Peter Katis.
Den melankolske tone er helt gennemgående på albummets 11 numre, der blander loopede guitarflader og synthesizere med strygere og blæsere uden nogensinde at miste det klassiske rocktouch. Blandt højdepunkterne er den sørgmodige 'Anyone's Ghost' og førstesinglen 'Bloodbuzz Ohio', der begge oser af melodisk overskud, men der er faktisk ingen svipsere på albummet.
'High Violet' er en natlig gåtur gennem Manhattans gader, som Berninger synger om på nummeret 'Anyone's Ghost', en dyster og sørgmodig rejse ind i mørket. Og jeg pakker gerne kufferten og tager med.
Brugerne mener:
Nyheder
Features
Videoer
Top Tracks
Anmeldelser
Live-anmeldelser
Køb i Soundvenue Shop