Black Rebel Motorcycle Club – camoufleret forudsigelighed

Amerikanske Black Rebel Motorcycle Club har et par mere eller mindre vellykkede forsøg på at genopfinde sig selv på samvittigheden. Det afdæmpede, akustiske og blues-inficerede album 'Howl' har fem år på bagen, og for lidt over et år siden slap bandet så en sær skivefuld mørke soundscapes løs på offentligheden.

Trioen er dog her tilbage i vant garagerockende gænge trods komplikationerne med britiske Nick Jago, der åbenbart ikke helt har kunnet finde sig til rette på trommeslager-taburetten igen efter at have siddet med på 'Baby 81'. Seje dansk/amerikanske Leah Shapiro afløser ham, og hun er med sin baggrund som The Raveonettes-livevæbner helt i sit es bag de djævelske marchtønder.

'Conscience Killer', 'Bad Blood' og den brølende 'War Machine' er pragteksempler på, at den efterhånden lidt fortærskede opskrift også stadig kan dupere, når blot blusset under gryden skrues godt i vejret. Men 'endnu en dag på kontoret'-fornemmelsen skinner andetsteds igennem de retfærdigvis altid ganske virile støjguitarudladninger. Genkendelsens glæde er her delvist vendt til forudsigelighedens fladtrykte fornemmelse.

Albummets grammatik bør dog roses. Fire akters øredøvende rock kommateres her kløgtigt med tre mere lavmælte numre, hvor den utroligt smukke 'The Toll' kunne have resideret fint på førnævnte 'Howl', mens der går ren The Beatles i den klaverdrevne ballade 'Long Way Down'.

Sammen med de vellykkede og længste numre – 'Evol', 'Shadow's Keeper' og 'Half-State' – camouflerer det fint, at dette samlet ikke er BRMC's mest inspirerede udspil. Det var måske nu, peberkværnene burde have foretaget det rutinemæssige 100.000 kilometers-eftersyn, så fremtidige katastrofer undgås.