Two Door Cinema Club – over gennemsnittet

Så må der danses! Det kan man passende råbe, inden man sætter 'Tourist History' på. Det er nemlig proppet med catchy popmelodier med en snas af det, man kalder indie, der formentlig kan sætte bevægelse i selv den mest shoegazende saltstøtte.
Bandet består af tre unge nordirere. To af dem spiller guitar. En spiller bas. Alle tre har deres strengeinstrument godt trukket op under hagen, og det vil undre, hvis ikke bukserne også sidder uhørt stramt.

Men det gør ikke noget, for de giver los fra start til slut. Og det løfter dem over gennemsnittet. De når nemlig aldrig rigtigt at dvæle ved alt for pæne, balladeagtige popsange men holder en rocket stil (næsten) hele vejen igennem. Går de endelig ned i tempo, bliver det hurtigt fulgt op af abrupte trommeslag, og så er vi i gang igen.

Musikken er på linje med Friendly Fires og Bloc Party anno 'Silent Alarm'. Mens skæringen 'Something Good Can Work' er som taget direkte ud af en gammel Phoenix-plade. Numrene bliver drevet frem af klingende guitarer, keyboard og en elektronisk og allestedsnærværende trommeslager ved navn Macintosh. Two Door Cinema Club tager sig ud som et band, hvor der er plads til, at alle kan få lov til at bringe deres ofte rolige og halv-sørgelige vokaler i spil. Så virker det mindre vigtigt, at teksterne er halvbanale og teenage-agtige.