RebekkaMaria – sympatisk, men tandløs

Der var noget ved kunstnernavnet As In RebekkaMaria, der mindede mig om en lille pige i sin mors alt for store 80'er-blå stiletter. At synge i hårbørste foran spejlet med hånden i siden, dansende nøje indstuderede trin.

Den kokette selvbevidsthed, som det konstruerede As In på godt og ondt bestod af, er visket ud til fordel for en større umiddelbarhed, der nu bare hedder det, det er: RebekkaMaria. Og det klæder hende at sænke de pufærmeklædte skuldre.
'Sister Sortie' er en udvikling væk fra det stringent electropoppede og hen mod noget mere modent og soulet. Det elektroniske skelet har fået kød på i form af en mere organisk lyd med bongotrommer, saxofon og enkelte dybe, quirky sangelementer a la Jenny Wilson og Björk. En udvikling der trænger igennem på 'Mother Woman' og 'Corollaceous'. Og ellers ikke så meget.

Hvad der giver løfter om en udforskning af andre sider af hendes hyperlyse, nuttede vokal viser sig desværre at være begrænset til få numre, hvoraf det ene, 'Pica Pica', drukner i distortet stemmeeffekt. Resten er, på flere måder, det velkendte, og lidt kedelige, sødmefulde som i 'Oh Solitude'.

Også albummets tema, et selvudnævnt feministisk frontalangreb, er sympatisk, men tandløst og klichéfyldt, ja ligefrem selvmodsigende, når albummet åbnes med en gentagelse af linjen »Every man is an island / every woman is a sea«.