Angus & Julia Stone – sødmefyldt melankoli

Den australske søskende-duo Angus & Julias Stones andet album er et behageligt bekendtskab. Det kan sågar kaldes skønt og smukt, men skønt og smukt på en ganske ufarlig måde hvor det eneste, der er på spil, er de to involveredes nært bristende hjerter.

Udgangspunktet er folkmusikken og den alternative poprock, med mere fokus på det sidste end tidligere. Det har resulteret i et regulært rocknummer som 'Big Jet Plane' med Angus' markante stemme i front, mens 'And the Boys' med søster Julias vokal i front er et regulært popnummer, der vækker minder om svenske Lykke Lis musikalske udfoldelser, ikke mindst vokalmæssigt hvor samme luftige og lillepige-stil gør sig gældende. Det kan selvfølgeligt virke nemt at fremhæve netop de to sange, da det er albummets første to singler, men det er også klart albummets mest umiddelbart fængende.

På trods af de potentielle radionumre vælger Angus & Julia Stone også at bryde radioformatet, og det i stor stil med sange på op til syv-otte minutter. Et interessant greb da musikken, med udgangspunkt i folkmusikkens enkelte guitarføring, ikke virker oplagt til det, men faktisk lykkes det. For selvom 13 sange og lidt over en times spilletid oftest kan opfattes som en mangel på begrænsning, er samtlige af sangene på 'Down the Way' overraskende stærke, veldrejede melodier, der er ligeså uoriginale, som solen er gas, men ikke mindre varme af den grund.

En grum tendens er dog den håndfuld bittersøde violiner, der ind imellem fremstår let kvalme i deres evige tilstedeværelse, og derfor virker de helt nedbarberede numre stærkest, som den skønne 'Santa Monica Dream', der emmer af sart sødme og en ungdommelig melankoli, med både søster og bror på vokal. Skrøbeligt, inderligt og nærværende.