The Tiny – krybende ubehageligt

Svensk musik har et overskud af seje kvinder, der sætter nye musikalske standarder i stedet for at lege den pæne pige i klassen eller det, der er værre. Og Ellekari Larsson Sander fra trioen The Tiny er en af de smukkeste vilde blomster i den svenske buket af kunstnere fra det stærke køn.

Hendes vokal er henrivende. Hun synger eksperimenterende, men overdriver aldrig. Musikken er minimalistisk, og oftest slingrer stemmen kun omkring Leo Svensson Sanders cello og Johan Berthlings bas og orgel. De akkompagnerer vokalen uden at stjæle plads men fylder i stedet huller ud og trykker på de rette steder, akkurat ligesom Sanders vokal økonomiserer med sin plads.

Følelsesmæssigt bliver det nogle gange lige så voldsomt som at blive ramt af sollys første gang efter lang tids mørke. Som det desperate forsøg på at holde fast i partneren i 'Last Weekend', hvor et bryllup blandt venner sætter yderligere forventningspres på et par, eller erkendelsen af at de ti år, man har spildt på en anden, kunne være brugt så meget bedre i 'Ten Years'.

The Tinys tredje album er knugende intenst, og det gør deres træk med at smide et cover af Ramones' fjollede 'Pet Sematary' (ja, fra filmen af samme navn) på til sidst som bonusnummer så meget desto mere bizart. Men det ændrer ikke på, at The Tiny vrider noget krybende ubehageligt ud af sangen. Uhyggeligt godt.