Sage Francis – evig grænsesøgning

Sage Francis er simpelthen en af de mest eklektiske og modige kunstnere, hiphoppen kan mønstre. Det må være en del af konklusionen efter godt 48 minutter i selskab med 'Li(f)e'. Den altid sarkastiske og selvironiske slam-poet, hvis giftige punchlines agerer fundamental grundpille i et ellers uransageligt virvar af inspirationer og indfald, har denne gang slået sig på indie- og folkrock, hvilket der er kommet et sædvanligvis originalt, men også mere afdæmpet udtryk ud af.

Til formålet har Francis allieret sig med genrespecialister som Death Cab For Cuties Christopher Walla og Modest Mouse/Iron and Wine-produceren Brian Deck, hvilket blandt andet betyder banjo og slideguitar. Det ville formentlig få de fleste rappere til at trække stikket, men ikke The Sage. Manden med mic'en slubrer tværtimod udfordringen i sig, mens historier om biltyve, der må undslippe fængslet for at overvære forældrenes død på 'Little Houdini', erstattes af selvbiografisk livs- og levnedsstatus på den underfundige og stærkt vanedannende 'I Was Zero'.

Undervejs kommer man dog lidt til at savne de tidligere skabere af Sages lyd, Anticon-producerne Alias og Jel. For hvor de nye produktioner på den ene side giver ham plads til mere rolig eftertænksomhed, mangler de til gengæld noget af den tidligere, provokatoriske fandenivoldskhed.

Ingen kan dog tage den originale lyrik og levering fra Francis, og skulle der stadig være nogen, som mener, at rappen ikke har flyttet sig i årevis, kan ny optimisme erhverves her.